Rye kirke

22. september 2021

kl. 19:00

Så slår vi dørene op!

– Hverdagsgudstjeneste med åbent hus i Rye Kirke

Denne gang håber vi, at det lykkes os at kunne åbne døren til Rye Kirke og vise den frem!

Selvom vi jo allerede – og heldigvis – har haft Rye Kirke i brug længe og siden før påske også har kunnet nyde tonerne fra det nyrestaurerede orgel, så er det nu tid til en ordentlig åbning af kirken efter årene, hvor et stort arbejde har stået på og corona har forsinket vores fejring af genåbningen.

Det bliver en aften med både gudstjeneste, foredrag om kirken og tid til aftenkaffe sammen.

I forbindelse med september måneds hverdagsgudstjeneste  kan vi se frem til besøg af museumsinspektør Henriette Rensbro fra Nationalmuseet, som kommer og fortæller om: 

”Paradis i øst og stormænd i vest – arkæologi i Rye Kirke og på kirkegården i 2019”.

Det bliver en kortfattet fortælling om gravearbejdet og fundene i kirken og på kirkegården. Gravene med kister af frådsten kædes sammen med den 30 år gamle undersøgelse af Ryegårds forgænger vest for kirkegården, og der fabuleres om kirketårnets historie.

Derefter skal vi høre om: 

”Fra stormandskirke til folkekirke – folkets kirke”. 

Det er sognepræst Birgit Svendsen, der kort vil fortælle om Rye Kirke og dens historie.

Undervejs har vi lejlighed til at se de billeder, som graver Henning Sørensen har taget gennem hele renoveringsforløbet. 

Selve arrangementet er forud for søndagens officielle genåbning af kirken ved biskop Peter Fischer-Møller den 26. september kl. 11.00

Dato Onsdag den 22. september kl. 19.00
Sted Rye Kirke