Rye præstegård

16. marts 2016

kl. 19:30

Læsekredsen

VI MØDES ONSDAG DEN 16. MARTS KL.19.30, HVOR VI LÆSER DEN AMERIKANSKE FORFATTER JOHN WILLIAMS ROMAN ” STONER”.

Sensationer kan forekomme med næsten et halvt århundredes forsinkelse! Det er “Stoner” et fornemt eksempel på. Den udkom første gang i 1965 uden at mange opdagede det, men efter genudgivelsen i 2014 er den blevet solgt i hundredetusindvis af eksemplarer fortrinsvis i Europa.

John William’s roman er historien om en mand og hans liv. Rammen for hans tilværelse foldes ud i romanens første ord, hvor det åbenbares, at William Stoner i 1910 som 19-årig begyndte på universitetet i Missouri, hvorfra han otte år senere tog sin magisterkonferens. Derefter blev han ansat samme sted, hvor han underviste til sin død i 1956. Han gifter sig med den forkerte kvinde, som også ødelægger hans forhold til deres datter. Hans ærkerival på universitetet saboterer hans karriereplaner og forholdet til hans elskerinde. Men Stoner arbejder ufortrødent videre lige til det sidste.

Det er den danske forfatter Jens Christian Grøndahl, der har oversat romanen, som han kalder for “en øde ø af god litteratur midt i al larmen”.

John Edward Williams (1922 -1994) blev født i Texas og blev kendt som både forfatter og professor i engelsk litteratur ved universitetet i Missouri.

I 1948 udgav han sin debutroman “Nothing but the Night” og den blev fulgt op af digtsamlingen “The Broken Landscape” året efter. Mest populær blev han dog for sine senere romaner “Stoner” og “Butcher’s Crossing” (fra 1960/2015).

Hvad bestilling og anskaffelse af bøgerne angår, stiller Kirke Hyllinge bibliotek en fin service til rådighed. Den enkelte deltager kan afhente og aflevere sit eget eksemplar på biblioteket ca. en måned før læsekredsaftenen.