Kirke Sonnerup kirke

23. januar 2020

kl. 19:30

TAMRA ROSANES

THE HALLELUJAH SPECIAL! 

Nytårskoncerten i Kirke Sonnerup bliver i år med Danmarks countrydronning, Tamra Rosanes. Man vil komme til at opleve hende i selskab med to spændende musikpersonligheder: Tim Kristensen, kontrabas og J. Tex, Jens Einer Sørensen, der veksler mellem guitar, banjo, violin og mundharpe.

Denne aften vil man komme til at høre amerikansk gospel, amerikanske spirituals, hymner og country ballader, sunget med den inderlighed og følsomhed, som kendetegner Tamras unikke stemme. Og hun gør det med en stilsikkerhed, som ingen anden i Danmark. En del af forklaringen på dette er nok, at Tamra er født i USA, og kom til Danmark i 1974. Hun startede i Danmark som korsanger for en række af tidens store navne. Men meget hurtigt blev der også sat skub i en solistisk karriere med countrymusikken i centrum.

Om sin trio med de garvede musikere Tim Kristensen og J. Tex, der begge er særdeles kendt indenfor country- og rockabillymiljøet, fortæller Tamra Rosanes:

”Vi kalder disse koncerter for Halleluja Special, og tanken er, at vi vil tage folk med på en tur gennem USAs sangskat og amerikansk musiks rødder på vores egen, helt personlige måde. Dvs. med følsomhed, med kant og med kærlighed til musikken og dens betydning for USAs historie. De tidligste indvandrere i USA skulle begynde et nyt liv på et nyt kontinent uden andet end en økse, en bibel og en sang. Det er mange år siden, men sangene har betydning den dag i dag og er elsket af både amerikanere og danskere. Slavernes blues og spirituals fortæller historien om smerten, men også om troen på et bedre liv i himlen. Musikken vil være af blandt andre: Hank William, The Carter Family, Woody Guthrie, Johnny Cash og Patsy Cline. Det bliver en aften både med følsomhed, festlighed og nærvær og masser af musikalsk energi.”

Get on board THE HALLELUJAH SPECIAL!

Der er gratis adgang til koncerten, men det anbefales at komme i god tid. 

DATO: Torsdag den 23. januar kl. 19.30
STED: Kirke Sonnerup kirke