Kirke Hyllinge præstegård

10. marts 2016

kl. 19:30-21:00

Studiekreds om Martin Luther

I 2017 markeres 500-året for Martin Luthers opslag af 95 teser på porten til slotskirken i den tyske by Wittenberg. Teserne var en åben protest mod misbrug i kirken. Herefter tog begivenheder og forandringer fart. Og hvad derefter skete, kalder vi i dag for “reformationen”.

Reformationen handlede om en anderledes måde at tro på og om et nyt syn på kirke og samfund. Men fordi religion gennemsyrede hele 1500-tallets forestillingsverden, spillede ændringerne i tro og kirke sammen med andre forhold og fik vidtrækkende konsekvenser: For statsdannelse og politik, for sociale forhold og samfundstænkning, for opfattelsen af individet, for opdragelse og uddannelse, for forholdet mellem mænd og kvinder og for brugen af billeder og musik. Reformationen har derfor sat sig mange spor helt frem til i dag, selvfølgelig mest i den protestantiske, men også i den katolske kirke.

Reformationsjubilæet i 2017 vil skabe forståelse for Reformationens betydning for det danske samfund, den danske kirke, dansk identitet og bevidsthed.

Vi vil derfor gerne invitere til en introducerende studiekreds om Matin Luther – manden bag reformationen. Vi vil de første to aftener gennemgå, hvem Martin Luther var, og hvad det var, han ville.

Derefter holder vi en gudstjeneste med en liturgi, der ligner den, man brugte på Luthers tid, og vi skal synge nogle af Luthers salmer.

Hele forløbet rundes af med en aften med Martin Schwarz Lausten, der er ekspert i Martin Luther og reformationen.

STUDIEKREDS:

DATO Torsdag den 10. marts og torsdag den 17. marts kl. 19.30 – 21.00

STED Kirke Hyllinge præstegård

LUTHERGUDSTJENESTE:

DATO Onsdag den 6. april kl. 21.00

STED Kirke Hyllinge kirke