
Sommerkoncerter i Rye Kirke – Trio Ismena
Rye Kirke har en fin akustik, og egner sig på mange måder til afholdelse af koncerter. Efter koncerten byder kirken på et glas vin eller sodavand, og der er mulighed for at hilse på hinanden og dagens musikere. Der er gratis adgang.
Sidste år havde Rye kirke for første gang koncert med en rigtig strygekvartet, Bingham String Quartet. Det trak mange begejstrede tilhørere. Nu er tiden kommet til en koncert med en ægte klavertrio, tilmed en af Danmarks bedste: Trio Ismena. De tre kvinder kan snart fejre deres 20-års jubilæum som trio.
Monika Malmquist (violin), Ida Nørholm (cello) og Christine Raft (klaver) har som Trio Ismena markeret sig tidligt som prisvindere i Trondheim International Piano Trio Competition 2007 og som vindere af P2’s Kammermusikkonkurrence i 2009. Siden har de høstet stor erfaring og anerkendelse ved en omfattende koncertvirksomhed i Danmark og udlandet. I Rye kirke vil de spille et blandet program af klassiske og nyere værker.
DATO Onsdag den 27. august kl. 19.00
STED Rye Kirke