Kirke Sonnerup Kirke

31. januar 2016

kl. 17:00

Lys i vintermørket

Musikgudstjenesten på Kyndelmisse søndag er gået hen og blevet en af årets smukkeste traditioner i Kirke Sonnerup kirke. Alle deltagere får et lys med ind i kirken. På et tidspunkt slukkes den elektriske belysning, og dér i vintermørket tændes de levende lys ét efter ét. I år er det Trio til Tiden, der vil skabe den musikalske stemning. Og publikum kan glæde sig til en intens og livsbekræftende oplevelse. Trioen består af Tine Hagedorn-Olsen, mezzosopran, Lars Frederiksen, fløjte og Nina Frederiksen, orgel & klaver.

Trio til Tiden indfanger tiden i salmer, sange, satser og kunstmusik gennem toner af fortid og nutid, og nogle gange peger ensemblet musikalsk ind i en uanet fremtid gennem indfald, kompositioner til dagen eller improvisationer i nuet. Trioen er stilistisk både klassisk, moderne, romantisk, etnisk og rytmisk…!