Koncert med RUMPISTOL Ensemble
Rumpistols syvende album “Isola” udkom den 1. april 2022 og markerer 20-års jubilæet for Jens B. Christiansen som recording artist. Albummet er på mange måder en fortsættelse af forrige års anmelderroste “After The Flood” (2020). Isola er det latinske ord for en ø og desuden et spil på ordet ’isolation’ og den indelukkethed, som verden og mennesket har følt de seneste år.
Rumpistol startede sin karriere som en anerkendt solo-artist, der skabte detaljerede elektroniske værker og fremførte shows over hele verden. De seneste år har han dog sat tempoet ned og opsøger i stedet samarbejdspartnere fra både jazzmusikken og den klassiske musiks verden. Dette har både trådt i kraft i Rumpistols arbejde i det prisvindende, roots-orienterede band Kalaha, men nu også i hans sekspersoners Rumpistol Ensemble, som karakteriseres af dets meditative og cinematiske udtryk på grænsen mellem ambient, jazz- og neoklassisk musik.
I stil med komponister som Nils Frahm og Max Richter er melodierne meget fremtrædende, og produktionen er stadig rendyrket Rumpistol, men denne gang giver Jens B. Christiansen mere plads til de individuelle musikeres inputs til hans postkatastrofiske arbejde. På “Isola” optræder Rumpistols ensemble fra “After The Flood”, bestående af Line Felding (Cody) på cello, Maria Jagd (Kira Skov) på violin og Kristian Hoffmann (Be Svendsen) på lapsteel guitar. Denne gang har han desuden udvidet gruppen og teamet op med Emil De Waal (Kalaha) på trommer og Jonathan Bremer (Bremer/McCoy) på kontrabas, som begge skubber musikken i en mere jazzet retning.
Billetter kan købes på Billetto fra mandag den 3. oktober og koster 100 kr.
Tid Lørdag den 12. november kl. 16.00
Sted Kirke Hyllinge kirke