Starter med morgenandagt i Herslev Kirke

23. august 2025

kl. 08:00

Kirkevandring i Lejre 2025

Igen i år inviterer Kræftens Bekæmpelse i Lejre dig med på kirkevandring, og det sker i samarbejde med Herslev, Kornerup og Gevninge kirker. Vandringen finder sted den 23. august og det er 10. gang vi arrangerer vandringen.

Vi glæder os til endnu en dejlig kirkevandring, som vil foregå i den ånd, vi alle sætter så stor pris på – at få ro i krop og sjæl gennem fællesskab og samvær, mens vi vandrer gennem det smukke landskab i Lejre.

Vi begynder dagen med morgenandagt i Herslev kirke. Fra kirken går vi mod Kattinge og dernæst mod Hesselbjerggård. Vi bruger den lille trækfærge til at komme over på den anden side af Kornerup å. Herfra går vi videre mod syd langs Svogerslev sø, går under Lindenborgvej for så at ende ved den lille Kornerup kirke, der er en af de mindste kirker i Danmark. Her holder vi pause mens vi lytter til dejlig musik, og derefter spiser vi frokost.

Nu går turen videre mod syd ad Ravnshøjvej, indtil vi igen kan slå ind på Skjoldungestien. Vi holder en kort pause ved Skibssætningen ikke langt fra Lejre museum, inden turen igen går mod nord langs Lejre å. Vi krydser igen Lindenborgvej og fortsætter over engen med åen på vores venstre side, og snart har vi Gevninge kirke i sigte. Her holder vi igen pause, mens vi får kaffe, te og kage, og samler energi til de sidste kilometer til Herslev kirke, hvor vandringen afsluttes med aftenandagt.

Dagen afsluttes med fælles spisning på Herslev Bryghus.

Vi bruger hele dagen på vandringen, som er ca. 17 km lang. Det er muligt at støde til vandringen ved Kornerup kirke. Pris for deltagelse samt det endelige program vil være klar i slutningen af juni. Hvis du er interesseret i at deltage, så skriv en mail til Kræftens Bekæmpelse, Lejre Lokalforening, Lotte Mikkelsen: [email protected].

DATO Lørdag den 23. august
STED Starter med morgenandagt i Herslev Kirke