Gør noget, der ikke er til nytte!
Sådan sagde vores Dronning, Margrethe II, i sin nytårstale i år. Og vi følger hermed op på majestætens opfordring og bringer denne invitation:
Kom og vær med til Familiekor. Familiekor er sang for enhver med lyst til at synge. Det er ingen nytte til, men det kan meget vel vise sig at blive både meningsfuldt, glædeligt, livsbekræftende, ja livgivende.
Et samfund og et liv kan godt fungere uden sang og musik, – vejene er til at køre på, undervisning kan gennemføres, der kan tages vare på børnene, de gamle og de syge, busserne kører, avisen kommer i trykken. Men sangen, den er ikke i den forstand nødvendig, og netop derfor er der noget triumferende ved at synge. Vi er her ikke kun for at overleve, vi er her også for at leve. Sang og musik minder os om, at der er meget at være opmærksom på og taknemmelig for. Når vi synger, låner vi poeters ord og komponisters toner og begiver os ud på en slags sjælerejser, der udvider vores horisont, gør vores livsrum større.
Familiekor er for alle med lyst til at synge, og du er velkommen uanset, hvor du bor. Du kan møde op og være en del af koret sammen med familiemedlemmer, naboer, gode venner eller med dig selv. Familiekor arrangeres af kirkerne i Sæby-Gershøj, Kirke Hyllinge-Lyndby og Ferslev-Vellerup og er under ledelse af Ida Ellegaard, sanger ved kirkerne i Ferslev-Vellerup, og Dan Hemmer, organist i Kirke Hyllinge-Lyndby. Vi får et varmt måltid mad sammen hver gang, der er Familiekor, og det koster 20 kr. for voksne og 10 kr. for børn.
Koret øver sammen tre aftener og slutter af med at optræde ved en musikgudstjeneste. Ved koncerten medvirker operasanger Signe Sneh. Signe Sneh har en bred og grundig uddannelse som sanger, idet hun er uddannet fra Sjællands Kirkemusikskole i Roskilde, fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Det Kongelige Operaakademi ved Det Kongelige Teater. Hun har medvirket i mange forskellige operaer i Danmark såvel som udlandet, hun er medstifter af operakompagniet Pin Upera, som formidler opera og operaens gode fortællinger til børn i alle aldre.
DATO Øvetider: Tirsdag den 13. marts, fredag den 16. marts,
onsdag den 21. marts, alle gange kl. 17.00 – 20.00.
Musikgudstjeneste: Søndag den 25. marts kl. 16.00
STED Sæby kirke