Lyndby kirke

6. september 2018

kl. 19:00

Fremtidens samarbejdende landsby

Alle er velkomne – det handler om os, vores by og vores fremtid.

Foredraget tager udgangspunkt i, at fremtiden er noget, der skabes, ikke noget der bare kommer af sig selv. 

I små lokalsamfund er det en påstand, der bør tages helt bogstaveligt. Hvis man vil have et levende lokalsamfund i fremtiden, skabes det af dem, der bor der nu. Der kommer ikke nogen og gør det for os. Og vi bliver nødt til at tænke og handle på nye måder. 

Nye former for samarbejde mellem foreninger, kirke, virksomheder, institutioner og personer bliver vejen fremad. F.eks skal kirken måske gå mere aktivt ind i landsbylivet, som dette foredrag er et rigtig godt eksempel på – et positivt samarbejde mellem kirken og Lyndby Kulturforening.

Mon ikke alle har drømmen om at leve i et levende lokalsamfund, med tryghed, sjove aktiviteter og imødekommende fællesskaber? Men hvor finder man det og måske mere vigtigt, hvordan skaber man det og vedligeholder det?

3 forudsætninger for en levende landsby.

  1. Mødestederne er rammen for liv. Til mange af mødestederne knytter sig tilbagevendende ritualer. Det giver genkendelighed og tryghed. Vi skal mødes, før der kan ske noget.
  2. Positivitet er vigtigt for at fremme lysten og tilliden til hinanden. Der er ikke noget mere dræbende end brok. Det gælder om, at få snakken hen på det, som vi har gjort, på det vi fik til at lykkes, på det der gjorde os glade.
  3. Projektmageri skaber udvikling og evigt fornyende liv. Ideerne er i sig selv ikke værdifulde. Men det bliver de, når der er nogen der siger ”ja, lad os prøve det”

Tyge Mortensen er en erfaren innovationsrådgiver, inspirerende foredragsholder, garvet facilitator, kreativ serieiværksætter og idemand bag Landsbyhøjskolen. Tyge interesserer sig især for udviklingen af landsbysamfund og herunder, hvilken rolle kirken, skal spille i fremtidens lokalsamfund.

DATO Torsdag den 6. september kl. 19.00

STED   Lyndby kirke