Filmklubben Bergmann er på spil igen
Vi kalder det en klub, men alle er hjertelig velkomne!
Frantz
En ung pige Anna, klædt helt i sort, med en hvid blomsterbuket i hånden, går gennem landsbyens gader, for at nå til kirkegården og lægge blomsterne og for der at opdage, at der allerede ligger en stor buket. Fra hvem og hvorfor? Det er det filmen Frantz handler om. En film i sort/hvide billeder, som gennemspilles i en dirrende spændt tone. En duft af en verden af i går. Jo, den franske instruktør François Ozons film fra 2016, Frantz, er noget ganske særligt.
Annas forlovede, Frantz, blev dræbt under krigen og hun bor nu hos svigerforældrene, som en slags erstatningsbarn. Et ældre sorgtynget lægeægtepar, der har mistet deres eneste søn. ”Alle franskmænd er min søns morder” erklærer Annas svigerfar kategorisk. Og så kommer franskmanden Adrien til byen; det er ham, der har lagt blomsterne på graven og lidt efter lidt oprulles historien og sandheden afdækkes. Eller er det sandheden?
Frantz er en genindspilning af den store tysk/amerikanske filminstruktør Ernst Lubitschs “Manden der dræbte” fra 1932, som Hitler forbød på grund af dens pacifistiske budskab.
DATO Tirsdag den 5. februar 2019 kl.19.00
STED Rye præstegård