Din hverdag – Vores klode
Grøn gudstjeneste i Ryegaard park – med efterfølgende foredrag af Peter Tanev
Det er en kristen grundtanke, at Vorherre har overladt skaberværket i vores varetægt, for at vi skal værne om det og give det videre til kommende slægter.
Denne tanke er i fokus ved gudstjenesten i de skønne omgivelser under de århundreder gamle bøge i parken.
Rye og Kirke Sonnerup kirker er medlem af ”Grøn kirke”, en organisation, der arbejder på at inddrage miljø og klima som en naturlig del af daglig tænkning og praksis.
Efter gudstjenesten – hvor Motetkoret medvirker – er menighedsrådet vært ved et let traktement, og når vi har spist, holder Peter Tanev foredrag om: ” Din hverdag – Vores klode”.
I sit foredrag vil Peter Tanev gøre os klogere på klimaændringernes konsekvenser for Danmark, men i høj grad også på, hvordan vores hverdag påvirker klimaet, kloden og atmosfæren. Hvorfor bliver vejret vildere? Hvad sker der med det danske vejr? Hvor meget skrald producerer vi hvert år? Hvor meget mad smider vi ud? Hvor langt skal vi cykle, for at spare den CO2 vi brugte på en flyrejse til Barcelona? Disse og mange flere spørgsmål får vi svar på, ligesom vi får et indblik i, hvad vi hver især kan gøre for at gøre vores hverdag mere bæredygtig.
Peter Tanev har siden han var barn interesseret sig for regn, sol, slud og blæst. Ganske enkelt vejret og dets klima. Det var derfor helt naturligt, at han senere blev bachelor i klimatologi fra Københavns Universitet, og i 1996 blev han ansat som vejrvært på TV2 Vejret, hvor han stadig arbejder i dag.
Medbring gerne en stol eller et tæppe.
NB: I tilfælde af regn henlægges både gudstjeneste og foredrag til Kørestalden, der ligger i parken ved Ryegaard gods.
DATO Søndag den 26. maj kl. 11.00
STED Ryegaard park, Munkholmvej 375, 4060 Kirke Såby. Parkering: Indkørsel til p-plads 200 meter øst for indkørslen til parken.