Troen er ikke en klippe
midt i et stormpisket hav,
tro er at sejle trods bølger
over en truende grav.
Troen er ikke det sikre
midt i en verden af fald,
tro er at være til stede,
høre, når nogen har kaldt.
Troen er aldrig artikler
trykt i en indbunden bog,
tro er at vove sig udad
varsom og kærlig og klog.
Troen er det, som kan svigte
i en forfærdelig stund,
troen er det, der kan gribes
midt på den gyngende grund.
Tro er det levende, nære,
som gi´r mig kræfter og mod
så jeg går med dig på vejen,
selv om jeg ikke forstod.
Tro er at løfte din stemme,
der, hvor din fjende har magt,
tro er at satse på håbet
udsat for verdens foragt.
Tro er utrolige kræfter,
som vil forandre alt.
Vove sig dybt ind i mørket,
hvis der for alvor er kaldt.

Sådan digter Jens Rosendal i en salme, der er med i en ny fin salmebog ”100 Salmer”.

Troen er ikke en klippe.

Der er på en og samme tid noget befriende og overrumplende ved det udsagn. Det er befriende, at tro ikke er hård, ubevægelig, kold som sten; at tro ikke er håndfast, lukket, defineret, som et lukket univers, et system, hvor hele pakken skal antages ureflekteret, uden plads til tankens frihed.

Og det er overrumplende, at det er sådan, at det kan være sådan. Som præst kan jeg blive mødt af udsagn som, jeg tror ikke på kristendommen pga. jomfrufødslen, eller: jeg tror på naturvidenskaben.

Tro er ikke en klippe.

Klippen, det er et velkendt billede fra bibelen. Klippen kan være billede på Gud selv. ”Gud er min klippe og borg”, lyder det i en af salmerne i Det gamle Testamente.

Klippen, det kan være det, den kloge bygger sit hus på, siger Jesus, så hverken skybrud, oversvømmelser eller voldsomme storme kan vælte det omkuld.

Klippe, det er betydningen af navnet Peter – Peter, som vi hører om i Det nye Testamente, som en, der brændende ønskede at være klippefast i sin tro, men kom på dybt vand og opdagede det, da han sank i, på vej ud på vandet til Jesus.

Tro er ikke det sikre.
Tro er ikke artikler, dvs. læresætninger.
Tro kan svigte.
Tro er levende.
Tro er at løfte sin røst mod fjenden.
Tro er utrolige kræfter, -kræfter, der vil forandre alt.

Sådan digter Rosendal videre og bevæger sig på en fin balance mellem det bibelske og det menneskelige.

Tro kan svigte. Tro er levende.

”Hvad har udfordret din tro?” Det er et spørgsmål forskellige personer er blevet stillet i en interviewserie i Kristeligt Dagblad.

Hvad har udfordret din tro?

Det er et klassisk spørgsmål, der uden videre antager, at der findes en virkelighed, der hele tiden bevæger sig, og en tro, der er fast. Det troen, der risikerer at blive udfordret af virkeligheden. Ikke omvendt.

Lad os nu prøve at vende det på hovedet og antage, at det er virkeligheden, der udfordres af troen.

Tænk engang på historierne om Jesus. Gang på gang vender de vores virkelighedsforestillinger, vores etablerede sandheder og vores retfærdighedsfølelse på hovedet. Igen og igen ryster han de mennesker, han levede sammen med: sine venner, de skriftkloge, troende og vantro. Det var derfor, det fik så skæbnesvanger en udgang netop her i påsken. De måtte skaffe sig af med en mand, der ikke kendte til personsanseelse, som ikke gik på kompromis med sit menneskesyn. Et menneskes værdi kan ikke nedskrives, men det er ikke det samme som, at alt, hvad et menneske finder på at gøre eller undlader at gøre, er i orden og acceptabelt. Men menneskeligheden, den kan der ikke gives køb på.

Jesus gav ikke faste trossætninger, når han blev spurgt om dette eller hint, men fortællinger til eftertanke og refleksion, fortællinger, der lagde hovmodet ned og sammen med det trangen til at hævde sig, at fordømme. Han gav fortællinger, der afslører, at ingen har noget at sige den anden på.

Tro er ikke det sikre. Tro er levende.

Tro er at se mere end, der umiddelbart er at se. Tro er at se gennem fingre, at se ind til menneskeligheden bag en mere eller mindre blakket eller forslidt facade. Tro er at blive sat på plads, trukket ud af sin fastlåsthed, forstokkethed. Tro er at få en ny chance, en ny begyndelse.

På den måde udfordrer troen det, vi kalder virkeligheden. Den åbner den. Troen gør vores virkelighed videre, større, vildere og den tilføjer nye dimensioner, billeder, følelser, lys, sprækker, flænger, rystelser.

Tro er at være parat, når der bliver kaldt. Det er at sætte sig selv på spil, at være ”varsom og kærlig og klog”, digter Rosendal. Troen udfolder sig i de nære medmenneskelige forhold, hvor den er det livgivende, det, der giver kræfter og mod til at dele livet med de andre. Troen giver os kræfter til at løfte stemmen, mod til at sætte sig op mod ondskab, også selvom man risikerer at udsættes for foragt, når man tror og håber på trods af det, virkeligheden synes at byde på.

Og Vorherre selv, ja, han satte handling bag, når han ville vise og overbevise om, hvad tro er, som da han skærtorsdag aften bøjede sig ned og vaskede fødderne på disciplene, det arbejde, som hørte til hos de lavest rangerende. Og da han bød alle med til bords, til det sidste måltid, også dem han vidste ville forråde og fornægte inden natten var omme.

Med det åbner han ind til en virkelighed, hvor hjælpsomhed og imødekommenhed har forrang for hævn, smålighed og gengældelse, hvor livet kan og skal udfolde sig under troens, håbets og kærlighedens fane.

Alle ønskes en glædelig påskehøjtid.

Prædiken kan downloades her.

• Tweet