Kirke Hyllinge kirke

1. marts 2019

kl. 11:00

Storm P. – Sognepræst Otto Lundgaard fortæller

Sognepræst Otto Lundgaard kommer og fortæller om Storm P.

Storm P. bliver af mange danskere betragtet som noget særligt dansk – og det var han såmænd også.  Og også når det gjaldt hans kristne tro. Vel talte han ikke ofte om sin tro, men lod den alligevel komme til udtryk på sin egen måde, og én af måderne var hans kunst, der den dag i dag er blevet noget nær fælleseje.  Også i dette træk synes vi at kende ham, måske fordi vi i disse personlige træk også genkender noget af os selv.

At han rent privat omtalte sine malerier som ”små, skikkelige altertavler” giver os også lejlighed til at møde hans tro i malerierne, hvor også humoren møder os i sit slægtskab med en af troens stærkeste udtryk: barmhjertigheden.

Tegningen af vagabonden, der ærbødigt tager hatten af ved synet af Bethlehemsstjernen over grantræet er kendt og elsket af mange; men også i glade malerier af klovner og artister lader Storm P. sin tro komme i udtryk, så det giver indtryk, selv når det handler om død og begravelse.  Så mød op og mød mennesket og kunstneren Robert Storm Petersen på en måde, der måske er anderledes og alligevel ikke.

Frokost koster 50. kr., og der er tilmelding til sognepræst Mette Merrald på [email protected] eller 46 40 41 34 inden den 26. februar.

DATO Fredag den 1. marts kl. 11.00
STED Kirke Hyllinge kirke