Obo- og orgelkoncert
Obo og orgel klæder hinanden. Og denne særlige instrumentkombination kommer vi til at høre på højt niveau, når Kirke Sonnerup kirke får besøg af musikerne Demetrios Karamintzas, obo, og Merethe Lammert Køhl Hansen, orgel. Koncerten vil både rumme velkendte klassiske værker og nye stykker for de to instrumenter.
Demetrios Karamintzas er en sand virtuos på sit instrument og spiller også flere andre instrumenter, blandt andet engelskhorn, som vi også får at høre. Han er græsk-amerikansk og bosiddende i Berlin. Straks efter at have fået sin kandidatgrad fra The Julliard School of Music, New York, blev han 1. oboist ved symfoniorkesteret i Jerusalem, hvor han var i syv år. Demetrios spiller i dag freelance med forskellige orkestre i Europa, Nordamerika og Asien, ligesom han også har spillet flere gange i Danmark som solist.
Merethe Lammert Køhl Hansen har diplomeksamen fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København, og eksamen blev efterfulgt af et studieophold i Paris. Merethe giver jævnligt koncerter både i ind- og udland. Hun er ansat som organist ved Sorø Klosterkirke, hvor hun spiller på et af landets fineste orgler, og er kunstnerisk leder for Sorø internationale Musikfestival.
Dato Onsdag den 2. september kl. 19.30
Sted Kirke Sonnerup kirke