Nærværsgudstjeneste – I
Hvor går vi hen, når vi har brug for et rum, hvor vi kan være med vores savn, tab og sorg? Savnet, tabet og sorgen kan f.eks. knytte sig til død, skilsmisse, mistet kontakt med venner eller familie, uønsket arbejdsledighed, ensomhed eller noget, man ikke fik afsluttet, som man ønskede. Det er livsomstændigheder, vi alle befinder os i på forskellige tidspunkter i livet.
Nærværsgudstjeneste vil skabe et sådant rum.
En lille stund i kirkens rum og fællesskab, hvor vi måske kan erfare Guds nærvær midt i det, der smerter. Hvor vi kan være hinanden nær og samtidig kan lade hinanden være lige præcis, som vi er, og hvor vi er. Hvor vi kan være sammen og alene uden at være ensomme. Hvor der er plads til at være stille sammen.
Gudstjenesten har en varighed på 30-40 minutter og vil følge en fast liturgisk form: Præludium – velkomst – bøn – salme – læsning af bibeltekst – musik og mulighed for lystænding – læsning af digt/litteratur – salme – Fadervor og velsignelse – salme – postludium.
Begge præster i Rye og Kirke Sonnerup deltager i gudstjenesten.
Vi afholder gudstjenesterne den sidste tirsdag i måneden fra januar, og håber, at den enkelte gudstjeneste kan opleves som et lille lys i mørket.
Tøv ikke med at invitere en ven med til en stund i kirken, hvor vi både kan være os selv og være sammen.
Vel mødt.
TID 31. januar kl. 19.00
STED Rye Kirke