Rye Kirke

27. oktober 2021

kl. 19:00

LIVET OG DØDEN

– FÅ KÆRLIGHED TIL HVERDAGEN I EN SÅRBAR VERDEN

Efterhånden som mennesker svækkes, uanset om det skyldes sygdom eller alderdom, så kræver opretholdelsen af et værdigt liv ofte, at vi begrænser lægevidenskabens ellers ufravigelige principper om at fikse, ordne og kontrollere (sagt af erfaren læge). Der ligger ofte en indre vækst gemt i det at turde give slip på sikkerheden og tage imod det, der kommer udefra. Det mest værdifulde i menneskelivet ligger under alle omstændigheder uden for det område, vi selv kan kontrollere. Et andet menneskes kærlighed eksempelvis.

Dette musikalske foredrag ønsker at rette opmærksomheden på livets forgængelighed, for at livet kan få en rigere fylde, mens det er der. Vi vil med musik og sang og livsnære eksempler fra den sjælesørgeriske hverdag konkretisere emner forbundet med det, at vi som mennesker ikke lever evigt: sorg, smerte, kærlighed, taknemmelighed for livet, fred og opstandelseshåb. Emnet til trods, så er det netop et livsbekræftende foredrag, som henvender sig til voksne i alle aldre og i alle samfundslag.

Merete Laursen og Thomas Gudbergsen har arbejdet sammen nogle år på forskellige projekter, og som henholdsvis operasanger og sygehuspræst tror de begge to på ordenes og musikkens samklangsskabende kraft. Det er med det afsæt, at de ønsker at lede tilhørerne igennem de forskellige temaer.

Lidt om foredragsholderne

Thomas Gudbergsen: Sygehuspræst på Holbæk Sygehus og sognepræst ved Tveje Merløse Kirke. Præst på Psykiatrisygehuset i Slagelse. Tidl. sognepræst i Brøndbyøster og fængselspræst i Vestre Fængsel. Har en mastergrad i sjælesorg og en forskningsmaster i Bibelstudier fra England.

Merete Laursen: Uddannet i klassisk sang fra Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Synger i DR-koncertkoret, Den Jyske Operas Kor, Det Kongelige Operakor og på Det Ny Teater i København. Freelance sanger, pianist og uddannet organist.

Dato Onsdag den  27. oktober kl. 19.00
Sted Rye Kirke