Læsekreds – ‘Karitas uden titel’
Vi glæder os til denne aften at få besøg af Laura Lundager Jensen, som vil guide os gennem Kristín Marja Baldursdóttirs roman fra 2004 “Karitas uden titel“ (dansk udgave 2007).
Karitas uden titel
Karitas vokser op i en stor familie på Island. Havet har taget faderen, men moderen er fast besluttet på, at alle hendes børn – også pigerne – skal have en uddannelse. Det kræver slid og slæb for både mor og børn, men det lykkes!
Karitas er talentfuld, og hun møder en kvinde med et staffeli, som sørger for, at hun kommer på Kunstakademiet i København. Da Karitas vender hjem, håber hun på et liv i kunstens tjeneste, men kærligheden til den smukke Sigmar får drømmen til at kuldsejle. Han er fisker, og Karitas er temmelig ensom, når han er på havet. Efter en tvillingefødsel er hun alene i flere måneder, og så kan hun ikke længere klare livet i deres tørvehus.
Derfor får hendes søster Bjarghildur lov til at tage det ene af hendes tre børn til sig, og Karitas og de to andre flytter fra Borgarfjördur til det lille samfund Örefi, hvor de tilbringer de næste 14 år. Sigmar dukker pludselig op, da krigen bryder ud i Europa, og Karitas skal igen vælge mellem kunst og kærlighed.
Romanen blev nomineret til Nordisk råds litteraturpris.Kristín Marja Baldursdóttirs er født i 1949 på Island. Hun har skrevet flere romaner. Efter “Karitas uden titel” fulgte “Karitas uden lærred”, og senest har hun udgivet “Havblik”.
DATO Onsdag den 9. oktober kl. 19.30
STED Rye præstegård