Afgang fra Herslev kirke

11. september 2021

kl. 09:00-19:00

Kirkevandring for krop og sjæl

Kræftens Bekæmpelse i Lejre inviterer dig med på en kirkevandring på knapt 19 km, og det sker i samarbejde med Sæby – Gershøj og Herslev kirker.

Giv dig selv en dag, hvor det vigtigste bliver at vandre gennem Lejres smukke sensommer landskab, nyde naturen og samtalen, mærke stilheden og din rolige puls, og lytte til sang, musik og meditation i det smukke kirkerum.

Vi begynder kirkevandringen med morgenandagt i Herslev kirke ved sognepræst Henriette Andersen. Herefter går vi til Kattinge og videre mod Kornerup. Vi krydser marken ved Hesselbjerggård og kommer ned til Trækfærgen ved Kornerup å. Her serverer vi kaffe og en bolle, mens færgen fragter os over på østsiden af åen. Herefter går vi videre ad Kongemarksvej og Kongemarken og når frem til Boserup Skov. Vi følger Boserupvejen til det gamle Sct. Hans Hospital og Sct. Hans Have, en lille oase, der holder til i hospitalets gamle drivhuse. Læs mere om stedet på scthanshave.dk.

Her holder vi frokost, som består af en stor sandwich, og der bliver tid til at kigge på planterne i drivhusene og nyde de smukke omgivelser.

Nu fortsætter vi langs Roskilde fjord ind i Boserup skov, hvor vi følger stierne langs kystlinjen til Lerskrænten i Kattinge Vig. Her vil sognepræst Helene Rasmussen holde “Open Air” gudstjeneste, inden vi fortsætter turen i skoven.

Vi forlader Boserup Skov ved Kattinge Værk, og går tilbage mod Herslev kirke til den afsluttende aftenandagt. Og så venter Herslev Bryghus med aftensmaden, inden vi kan sige farvel til hinanden.

Pris for deltagelse er 270 kr. pr. person, og det dækker:

Kaffe/te og en bolle, en frokostsandwich (uden drikkevarer), aftensmad, som er Bryghusets ”husmandskost” (inkl. drikkevarer).

Evt. overskud tilfalder Kræftens Bekæmpelse.

Tilmelding til Lotte Mikkelsen på [email protected] senest d. 3. september.

Læs mere på troweb.org og i næste nummer af TRO, der udkommer medio august.

Dato Lørdag den 11. september kl. 9.00 – ca. 19.00
Sted Afgang fra Herslev kirke