AFLYST! International duo for obo og piano
Koncerten er desværre aflyst, Demetrios Karamintzas bor i Berlin og kan på grund af corona ikke indrejse Danmark uden at gå i 14 dages karantæne.
Demetrios Karamintzas, obo og Galya Kolarova, piano
En virtuos duo kommer til i Kirke Hyllinge den 25. oktober: Demetrios Karamintzas, som spiller obo og engelskhorn og Galya Kolarova på klaveret. Vi kan glæde os til et blandet program med både nyere musik og klassiske værker spillet af to særdeles godt sammenspillede kunstnere. Det er en duo, som altid giver deres ypperste. Den græsk-amerikanske oboist Demetrios Karamintzas fra Berlin og den bulgarske pianist Galya Kolarova mødtes i 2012 under Musikfest Schloss Wonfurt. De har været sammen som duo lige siden og har spillet bl.a. i Danmark, Tyskland, Schweiz og Israel. De har et stort repertoire og spiller både klassiske komponisters værker og ny musik, herunder værker skrevet til dem.
Demetrios Karamintzas:
Straks efter at have fået sin kandidatgrad fra The Julliard School blev Demetrios Karamintzas 1. obo ved symfoniorkesteret i Jerusalem, hvor han har været i syv år. Han har været meget aktiv med Barenboim-Said Foundation og Al Kamandjati musikskolerne i Ramallah og hjalp med at grundlægge det første palæstinensiske ungdomsorkester. Demetrios Karamintzas har spillet som gæsteoboist med mange orkestre, f.eks. Hamborg Symfoniorkester og Det Skotske Nationalorkester. Han har optrådt på talrige festivaler, både som solist og kammermusiker. I 2011 flyttede han til Berlin og spiller regelmæssigt i Europa, Nordamerika og Asien. I Berlin har han opbygget en musikskole for især flygtningebørn og har samtidig udviklet sit eget pædagogiske system.
Galya Kolarova:
Galya Kolarova er født i Bulgarien i 1985 og uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København samt på ”Accademia Musicale Santa Cecilia” i Bergamo, Italien. Hun har vundet mange priser og modtaget en række legater. Hun har deltaget i mesterkurser hos bl.a. Boris Berman, José Ribera og Leif Ove Andsnes; hun har også deltaget i en dokumentarfilm om Pnina Salzman. Galya Kolarova har været prisvinder i internationale konkurrencer i Norge, Danmark, Italien, Israel og Bulgarien. Galya Kolarova er en travl solist og kammermusiker, som har optrådt over hele verden.
Dato Søndag den 25. oktober kl. 16.00
Sted Kirke Hyllinge kirke