Filmklub Bergman viser “Manchester by the sea”
Vi kalder det en klub, men alle er hjertelig velkomne.
Instruktøren Kenneth Lonergan beretter i sin film fra 2016 om en vicevært i Boston, der kæmper med minder fra sin gamle hjemstavn, fiskerbyen Manchester by the Sea, en times kørsel nord for Boston.
Casey Affleck spiller filmens hovedrolle Lee Chandler, en sagtmodig og fjendtlig mand, der bag kroppens forfrosne skal bærer på en smerte og et selvhad, som bestandigt fornemmes som et sagte skrig fra et uendeligt dyb. Han magter simpelthen ikke at give slip på den sorg og skyldfølelse, der forfølger ham som et spøgelse.
Hvor smerten og selvhadet stammer fra, viser Lonergan uden at overdramatisere gennem en række flashbacks, der afbryder handlingen.
Ved at sammenstykke et kompliceret puslespil, der til sidst viser et helt menneske, præsterer Lonergan at skabe et usædvanligt fascinerende portræt. Og han fortæller en bevægende historie om, hvordan vi alle slæber rundt på forskellige former for vraggods, som vi ikke nødvendigvis kan forklare eller forstå, men som har betydning for vores vigtige livsvalg.
Filmen høstede to Oscars for bedste mandlige hovedrolle og bedste filmmanuskript
Vi glæder os til at se dig!
Poul Joachim Stender og Birgit Svendsen