3. november 2019

kl. 10:00

Allehelgen

Hvad skal vi stille op med det, vi ikke kan gøre noget ved? Der, hvor vi kan føle os fuldstændig magtesløse over for den sorg, der kommer, når vi mister en, vi holder af. Vi har en trang til at handle, gøre noget, ændre det skete, men den døde kan jo ikke længere tage imod. 

I kirken har første søndag i november fra gammel tid været dagen, hvor vi sammen mindes de mennesker, vi har mistet. Det er godt at have traditioner som den. Godt at kunne gå i kirken, måske tænde et lys og med musik, sang og ord mindes i fællesskab. Det er en dobbelt følelse at mindes. Det er både sorgen over den, der ikke er her mere, men det er også glæden og taknemmeligheden over, at det menneske har været her og haft betydning i ens liv.

Vi læser denne dag navnene op på dem, der er døde i vores sogne siden sidste Allehelgen.

 

Allehelgen med vokaltrioen
Allehelgensgudstjenesten i Kirke Sonnerup kirke er en særlig gudstjeneste, hvor vi mindes dem, som er døde i det forløbne år fra sognene Rye og Kirke Sonnerup. Deres navne vil blive læst op, og vi tænder et lys for hver enkelt.

Igen i år medvirker Vokaltrioen, der vil synge et varieret program af stemningsfulde flerstemmige sange. Vokaltrioen bliver akkompagneret af organist Morten Skjoldan Petersen. 

DATO Søndag den 3. november kl. 16.00
STED  Kirke Sonnerup kirke

 

Allehelgen – i Sæby og Gershøj kirker
Saxofon og guitarmusik vil ledsage salmesang og refleksioner. Der vil være mulighed for at sætte lys på sit gravsted eller fællesgraven, og vi slutter inde i kirken med en kop kaffe.

DATO Søndag den 3. november
STED  Gershøj kirke kl. 17.00, Sæby kirke kl. 19.00

 

Allehelgen – to gudstjenester

Vi får til begge vores allehelgensgudstjenester besøg af gæstesanger Rikke Broe Pedersen. Der var engang to unge piger, der mødte hinanden i Danmarks Radios Pigekor. De voksede op med stor kærlighed til den klassiske musik, og de mødes for anden gang i vores sogne, hvor de blandt andet vil synge udvalgte klassiske duetter. Den ene af disse to kvinder er Miriam Jul Rasmussen, der er vores faste kirke­sanger og den anden er som nævnt Rikke Broe Pedersen. Rikke har sunget mange steder og i mange kirker, og vi glæder os til at høre de to synge sammen igen – og denne gang har de også en gæsteorganist med – Bente Hogrefe Nielsen.

I aftenmørket holder vi en stille og alvorlig meditations­gudstjeneste over allehelgens tekster og traditioner. Vi skal høre navnene på dem, der er døde i vores to sogne, Lyndby og Kirke Hyllinge, siden sidste allehelgen. Kom og sid i kirken, luk øjnene og lyt til en meditativ prædiken. Vi afslutter gudstjenesten med at tænde et lys ved døbefonten.

Den traditionelle allehelgensgudstjeneste, hvor vi skal høre navnene på dem, der er døde i vores to sogne, Lyndby og Kirke Hyllinge, siden sidste allehelgen, afholdes søndag den 3. november.

DATO Torsdag den 30. oktober kl. 20.00
STED  Kirke Hyllinge kirke

DATO Søndag den 3. november kl. 10.00
STED  Lyndby kirke