12. april

Påskedag prædiken

Matthæusevangeliet Kapitel 28,1-8

Jesu opstandelse

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild, og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det. Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Amen.

“Er det ikke weekend i dag, mor?”

Sådan spurgte min pige mig håbefuldt hver eneste morgen i en lang periode for mange år tilbage. Og fem ud af syv dage måtte jeg jo så svare, at nej, det var det ikke – i dag var det mandag og nu skulle hun op.

Og så sukkede hun træt.

Dér på morgenkvisten var hverdage ikke værd at vågne op til.

Sådan tror jeg, det er med mange af os. Også de af os, der ikke længere har søvndrukne skolebørn.

Og alligevel, hvis vi tænker os om, så holder vi vist- med forfatteren Dan Turèlls ord- alle af hverdagen med alle dens forudsigelige gøremål.

Og vi regner med, at det gode liv skal være voresliv.

Det meste af tiden lever de fleste af os inde i det, som vi kunne kalde en “boble”.

En boble, som lukker sig omkring os.

En boble, som består i, at vi anser verden for at være et trygt sted at være i for mig og for mine.

Set inde fra boblen er verden god og livet meningsfyldt.

Livet hænger sammen og er nogenlunde forudsigeligt.

Vi dør, når vi er mætte og gamle af dage, og indtil da kan vi tage for os af dagene med tillid og ro.

Det onde, som ses på tv-skærmen, sker ikke for mig.

Det kan være, at det rammer naboen, men det rammer ikke mig.

Sådan regner viinde i boblen med, at livet skal være og bør være. Veltilrettelagt og godt. I alle tilfælde forventer vi, at sådan skal livet være for os.

Men der er jo det ved bobler, at de kan briste.

I denne tid er vi alle vidner til, hvordan Coruna virussen har vendt op og ned på al ting!

Med store konsekvenser for den enkelte og for hele samfundet, ja for hele den globaliserede verden!

Boblen er bristet, og det er gået op for os, at dét, der er uden for boblen, er en barsk realitet.

Deter derfor bleveten stor udfordring for os alle at skulle finde vores vej i den helt nye virkelighed.

Både hvad sorgerne og bekymringerne i vores eget liv angår og lidelserne i den store verden.

Det er en stor udfordring, ja- også hvad vores forhold til Gud angår.

For når vi er i hverdagsboblen med dens gode forventninger til livet, dér hvor alting bare kører og fungerer, så tror jeg, at de fleste har det med Gud sådan, at han er med i baggrunden af vor bevidsthed som den,der sørger for os, og som er garant for, at alt er godt.

Gud er det godes garant.

Han er det gode livs opretholder.

Tænker vi.

Men når boblen brister, når voldsomme hændelser finder sted; begivenheder, som tvinger os ud i virkelighedens verden, så opdager vi med ét, at Gud ikke er nogen succes-garant – at troen på ham ikke beskytter os mod smerte og lidelse og meningsløse hændelser.

Og så melder spørgsmålet sig måske:” Hvad er Gud så – hvis Gud ikke er det godes opretholder og garant”?

Hvis Gud ikke er den, der sørger for at skabe smukke verdener og beskytte os mod lidelse og smerte – hvad er Gud så?

Svaret på det er, at Gud er den, der er sammen med os, midt i mørket, i smerten og lidelsen.

Med håb.

Det er for mig at se, detsvar påskeevangeliet giver os.

Et håbs svar som tegner et billede af Gud, som den, der er, hvor vi er, du og jeg, fordi han lod Jesus, hans søn dø langfredag og opstå fra de døde påskemorgen for at fortælle, at han altid er os nær.

Hanerhos os, lider sammen med os, og han skaber ustandselig nye muligheder for os.

I livet og i døden.

Gud er, at der er håb!

Så nej, Gud er ikke en weekend-Gud, som kun duer til glade dage og det gode liv.

Gud er ikke kun Gud i boblen.

Gud er Gud i virkeligheden.

Alle dage.

Sammen med dig og mig.

Her til påske og på alle vore hverdage gør han sig til ét med os; midt i usikkerheden og frygten. Opstår fra de døde og giver os nyt håb.

Han favner og rummer os, sådan som vi er og har det lige nu og her, hvor tryghedsboblen er bristet.

For Gud kom, ja han kommer os i møde, hvor vi mindst venter det. Han viser sig på de mest usandsynlige steder og afkroge i verden og i vores sind og slår følge med os på vejen gennem livet.

For år tilbage kunne man følge serien “Lykkevej” på tv. Hvert nyt afsnit begyndte altid med, at man så en vej, sikkert Lykkevej, en asfalteret parcelhusvej i al sin nydelighed- i alle tilfælde lige indtil billedet zoomede ind på en mælkebøtte, der gennembrød asfalten og sendte sine sprøde grønne blade og solgule blomster op.

Skaberne af “Lykkevej” har sikkert haft til hensigt at vise, hvordan ikke alt var nydeligt på Lykkevej.

Men jeg tænker, at mælkebøtten er et billede på detJesus gør hele tiden: Han er med os på vejen, der hvor vi er. Der, hvor vi måske synes, at alt er umuligt, der lader han liv og håb skyde op på ny. Som en mælkebøtte, der skyder op af asfalten.

Som et forårsløg, der skyder op gennem jorden.

En sandhed at tro på, nemlig at vi aldrig er alene.

Et liv at håbe på, hvor hver eneste dag har sin mening, også selvom du og jeg måske ikke lige nu kan få øje på den.

Så nej. Vi er ikke alene.

Gud er ganske vist ikke en succes-garant.

Men han skaber ustandselig liv der, hvor alt, hvad vi kan få øje på og kan erfare, er mørke og usikkerhed.

Opstandelsen er, at Gud finder os, er levende for os, skaber liv for os, ogsåpå de dage, hvor vi er bange og usikre.

Både indenfor og uden for alverdens bobler.

Må troen på det give os mod til at vove livet – også midt i utryghed og kaos.

Til glæde og gavn for os selv og forhåbentlig mange andre!

Derfor kan vi sige til os selv og hinanden:

Glædelig påske

Amen.

Prædiken kan downloades her.