Kirke Sonnerup kirke

1. februar 2015

kl. 17:00

Prisme spiller til Kyndelmisse

Prisme er et fynsk ensemble med sin helt egen lyd og en lidt anderledes sammensætning af instrumenter, end man sædvanligvis oplever i kirkerummet, nemlig violin/bratsch, keltisk harpe, harmonika og orgel. Repertoiret består af musik med nordiske og keltiske rødder, både den traditionelle og egne kompositioner samt smukke arrangementer af danske salmer, ligesom fællessalmer indgår som en naturlig del af programmet.

Prisme er musik med inderlighed og nerve tilsat umiskendelig spilleglæde, som både kan ses, høres og mærkes.

Musikerne er: Louise Ring Vangsgaard, violin, bratsch, Anne Marie Høst Mortensen, keltisk harpe, Janet Vahl, harmonika, Povl Chr. Balslev, orgel.

Musikgudstjenesten på Kyndelmisse søndag er gået hen og blevet en af årets smukkeste traditioner. Alle deltagere får et lys med ind i kirken. På et tidspunkt slukkes den elektriske belysning, og dér i vintermørket tændes de levende lys ét efter ét. I år er det Prisme, der vil skabe den musikalske stemning. Og publikum kan glæde sig til en smuk oplevelse. Prædikant er sognepræst Birgit Svendsen.